Her en lille guide til nemme og billige DIY (Do It Yourself / gør det selv) højbede du kan bygge og opstille i haven eller på terrassen – De er dræbersnegle beskyttet og reelt ukrudtfrie. Nemme at bygge og ikke større end du kan pakke dem sammen til efteråret og gemme væk indtil næste sæson.

KØB GRØNTSAGSFRØ HER

De kan bygges i præcis den højde du ønsker – har man dårlig ryg kan de nemt bygges ret høje så man ikke skal bukke sig når man roder i bedet.

Baggrund:

Sidste år var vi ret hårdt plaget af dræbersnegle på vores grund (35000 m3 naturgrund) hvor vi dagligt kunne dræbe op mod 500 snegle ved vores aftenture. Grunden ligger lige op til åbne marker hvor sneglene vandre ind, og pga. sneglene har vi været noget forbeholdne i forhold til at dyrke grøntsager direkte i jorden – de små bæster ville lynhurtigt æde løs af vores grøntsager.
Vi har spekuleret på muligheder for hvad vi kunne gøre for at holde sneglene væk og samtidig gøre det nemt for os selv at dyrke lidt forskellige grønt over sommeren til den lille familie, uden det hele kom til at drukne i ukrudt.

KØB UNIKKE HØJBEDE HER

Vi ønskede ikke at lave traditionelle permanente højbede da sneglene nok skulle finde vej og begynde at æde af vores grøntsager eller lægge æg i den nærliggende jord.

Løsningen:

Løsningen for os blev ret simpel – et hævet højbed i en 90L murerbalje der blev placeret ned i en træramme bygget af resttræ vi havde liggende. (Gamle paller kan benyttes hertil) – samt vi satte sneglehegn på selve trærammen så sneglene ikke kunne kravle ind fra ydersiden. Kasserne er kønne at se på og funktionelle.

Vi kan så fylde frisk jord i hvert forår og dyrke i plantejord uden ukrudt samt dræbersnegle æg. Efter sæsonen bruger vi jorden ude i vores andre bede i haven og kan stille træramme samt murerbalje ind i vores opmagasinerings rum indtil næste forår. Det både beskytter og forlænger levetiden på selve trærammer og baljer og vi er fri for at have bede stående ude på grunden vinteren over som vi ikke benytter alligevel.

Guide til fremstilling af dræbersnegle beskyttet hævet højbede:

Materialer pr. højbed

  • 90L Murerbalje (35,- i Jem & Fix) – Bemærk: Disse er IKKE godkendte til fødevare.
  • 2½ pose plantejord (6,- pr pose i Jem & Fix)
  • Sneglehegn 120 x 80 (49,90 i Biltema)
  • Resttræ – evt. gamle paller, gammelt gulv eller lign. 8*75cm + 8*45cm
  • Indvendige hjørner til kassen. Brug blot noget gammelt træ du har liggende. 3*3cm der deles i 45 graders vinkel. Længde skal passe til højden på 4*bredden af dine brædder.
  • Skruer – 64 stk. + 8 til sneglehegn.

Samlet pris hvis man har træ og skruer liggende på lager er: 100,- pr højbed.

Vi har valgt at behandle kasserne med en 50/50 blanding af koldpresset linolie + trætjære. Det vil give dem nok beskyttelse til at modstå sommersæsonen. Så giver vi dem en ny behandling hvert efterår når vi pakker dem væk.

Samleguide af højbede:

Start med at måle op og sikre dine brædder har den længde du skal bruge – i vores tilfælde med en 90L murerbalje var det 45cm brædder på enderne og 75cm på siderne der skulle til for at murerbaljen ville passe perfekt ned i.
Først samles toppen af trækassen ved at fastgøre siderne til de indvendige hjørner. Derefter kan enderne skrues på.
Når første række var lagt, skar vi sneglehegn til og skruede op i den første række.
Derefter skal man blot fortsætte med at sætte en række på efter hinanden. 4 skruer på hver bræt.

Herunder kan du se en af kasserne efter den er samlet og derefter hvor den har fået en gang linolie+trætjære


Efter kasserne er hærdet (et par dage normalt ved brug af linolie), er de reelt klar til brug. De vil nu sky vand væk og står flot.

Nu skal murerbaljen klargøres – der skal laves huller i bunden så vand kan dræne ud. Vi brugte et træbor til at lave hullerne.

Herefter fyldes der potteskår/småsten/lecakugler i bunden der hjælper til med at kasserne kan dræne ordentligt. Vi brugte gamle potteskår vi havde liggende.

Og så er vi ved at være klar. Nu skal der blot jord i og den grøntsag / krydderurt eller blomst du vil dyrke. Herunder har vi sat sætteløg i vores første kasse.

Vi har bygget 8 af disse bede nu og de står alle ude ved siden af vores drivhus på en solskins placering på et stykke jord vi har ved en stald/lade.

Og her et par uger efter er der godt gang i de forskellige ting vi har plantet. De har nydt godt af den varme sommer vi har haft her i maj/juni.

Vi håber at i kan bruge guiden som inspiration til hvordan man kan lave lidt anderledes højbede / køkkenhave – vi syntes selv det er ganske smart og har været en billig løsning nu vi havde en masse gammelt træ (gammelt trægulv fra huset) liggende. Vi byggede også en ud af palle træ og den er mindst lige så god og køn som de andre. Omend endnu mere rustik.

Fordele:

  • Ingen ukrudt.
  • Ingen dræbersnegle.
  • Nemt at håndterer. Opsætning og nedtagning.
  • Nem at passe – overskueligt.
  • Kan udbygge antal kasser efter behov.
  • Kan placeres hvor man vil og forskellige steder hvert år.
  • Kan pakkes væk om vinteren.
  • Kan laves i den højde der passer dig.

Ulemper:

  • Økologiske grøntsager kan reelt købes så billigt i supermarkedet, at det reelt ikke kan betale sig at dyrke selv. Skal gøres af lyst til selv at kunne dyrke og høste sine grøntsager.

Katte og højbede:

Tidligere erfaring med traditionelle højbede for os har været at kattene har kunne finde på at benytte bedene som kattebakke. Udover det er farligt pga. parasitter fra kattene, er det vildt ulækkert.. En løsning vi benytter til disse bede er at strø kaffegrums ud i top jorden i de enkelte bede og rundt om. Samt vi har nogen planter (Kattens Skræk – Gå væk kat planten) stående i området rundt om bedene.. Der har ikke været nogen katte forbi i år – så det virker til at fungerer.

Smid gerne en kommentar hvis du har nogen spørgsmål eller vil vise dine egen måde at lave højbede.

Opdatering 2019 sæson

Vores første år i 2018 med plantekasserne/højbede var en kæmpe succes.

Vi fik en stor god høst i alle vores bede og da efteråret trak sig på kunne vi flytte 2 ind i vores drivhus og have lidt længere sæson på fx. salat.

Vi har her i foråret 2019 givet dem en ny omgang linolie+trætjære og kasserne er 100% klar til at ryge ud igen her snart.

Vi bygger nok en stribe mere i år da listen af grønt vi godt vil dyrke er vokset 🙂

Vi kan på det kraftigste anbefale alle der har tankerne mod sådan en slags højbede at bare komme i gang og bygge.

By Claus

Claus er en passioneret havemand, der deler sin viden og erfaringer om havearbejde, dyrepleje og livet på landet gennem sin blog om livet på landet. Han tilbringer det meste af sin fritid i sin frodige have, værkstedet og på gården sammen med sin familie, der tager sig af en dejlig flok dyr, herunder grise, heste, høns, hunde og katte. Følg med og få inspiration fra Claus' oplevelser og hans stræben efter harmoni mellem naturen og dyrene omkring ham.

6 thoughts on “Nemme DIY højbede til grøntsager eller krydderurter”
  1. Hej. Hvordan gik det med kartoflerne og hvor mange baljer havde du til dem?
    Hvad har i ellers haft i baljerne? Vi vil forsøge for første gang i år 😊

    1. Hej Maja,
      Det gik super godt – masser af kartofler. Vi havde 2 baljer til dem.
      Ellers har vi dyrket løg, hvidløg, ærter, gulerødder, radisser, salat, bladselleri, majroer, majs, og tomater.

      Vil sige alt andet end majs (hvor der skal flere planter til for ordentlig bestøvning) er forløbet over alt forventning.. Vi opsætter snart alle kasserne igen og laver samme omgang, dog uden de majs 🙂

  2. Gad vide hvad sådan en murerbalje til 35 kr er lavet af – er ikke sikker på grøntsagerne kan gå under betegnelsen økologisk 😳 har også set kartoffeldyrkning i sorte plastspande… men er ret overbevist om at de ikke er fødevaregodkendte.
    Er det noget I har overvejet og/eller undersøgt?

  3. Har i holdt dræbersnegle væk med disse kanter, hvilke materiale er de i?

    Hvordan har murebaljens dybde været ifht til hvad har i plantet?

    Tak for inspiration. Tænker at ville lave lignene

    1. Hej Jane,
      Vi har været overordentlig glade for disse højbede kasser – vi havde 0 snegle i dem sidste år (var godt nok også et hårdt år for sneglene med alt den varme i 2018)..
      Materialet er vist galvaniseret stål – de kan købes i Biltema bla. Vil man gå all-in kunne man beklæde kanterne med kobbertape som snegle absolut ikke kan lide at bevæge sig hen over (kan også købes i biltema).
      Dybden har været helt perfekt til det vi dyrker – tror det vi dyrkede sidste år der gik dybest var gulerødder og de blev alle meget fine og var ikke påvirket af dybden.
      I år dyrker vi også fx. kartofler i dem og vil så se hvordan det går.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.