Hund angrebet af mosegris

Nogen siger vist at det bedste forsvar er et angreb. Dagens oplevelse kunne tyde på noget andet.

På dagens middagstur ude langs markerne hvor vi bor, fik min hund Sussie på et bestemt sted interessen for et hul i jorden – hun fik lov at overvåge hullet lidt mens jeg nød det gode vejr.

Pludselig kommer der en lille rotte lign. dyr op af et nærliggende hul og løber i sin egen fart over marken. Min hund spotter den hurtigt og lunter mod det lille dyr der viser sig at være en mosegris.

Mosegrisen stopper ret hurtigt op, vender sig og stiller sig på bagben foran min hund – det vækker blot min hunds interesse endnu mere og i dens forsøg på at prikke til mosegrisen med sin snude, bider den lille uldtot sig hårdt fast i min hunds snude.

Hunden piver højlydt og forsøger febrilsk at ruske mosegrisen af – den sidder dog godt fast og der går mindst 5 sekunder (hvilket pludselig føles som meget længere tid) før den løsner sit bid og flyver en ½ meters penge til den ene side.

Mosegrisen stiller sig igen på bagben og min hund (dum som den er) lunter igen mod mosegrisen – jeg tør dog ikke lade hunden tabe endnu en kamp, så kalder den til mig og checker dens snude. Er heldigvis intet at se.

Vi går videre og ca. 15 minutter senere hvor vi kommer tilbage af samme vej, finder jeg mosegrisen en meter fra hvor angrebet fandt sted – den lå på ryggen og var død (prøvede at vende den med en pind, men var helt livløs).
Ved min hund ikke nåede at gøre noget ved den mosegris, så tror næsten at den er omkommet af stress fra den tidligere kamp.

Selvom jeg ikke er specielt glad for mosegrise og muldvarpe (de smadre også min have), så havde jeg da håbet at den ville have klaret kampen. Jeg har i hvert fald fået lidt ny respekt for de små gutter der hellere vil tage kampen op end at stikke af.

Snupper lige kamera med på næste tur derned – bare for at være sikker på det faktisk er en mosegris og ikke en anden gnaver.