drivhus med kat

Har du selv nogen gode havetips til haven i maj måned så skriv meget gerne en kommentar længere nede – du kan også uploade et billede sammen med din kommentar.

Maj måned er tiden hvor varmen for alvor rammer landet med længere solskinstimer og normalt tørt vejr. Dette giver hele haven et spark og der bliver frodigt over det hele – både planter man ynder samt de forskellige former for ukrudt.

Det er dog en fantastisk måned at være udenfor og der er masser af forskellige gøremål i haven – jeg vil herunder nævne de ting jeg selv har samlet op igennem årene samt jeres tips til ting i gør i jeres haver i maj. Der er mange ting vi gør nu, så vi kan nyde haven i juni samt resten af sommeren.

drivhus med kat

Frost i maj

Maj er den måned hvor mange haveejere kigger på vejrudsigten – den frygtet nattefrost kan ødelægge en del hvis ikke man reagerer hurtigt og har respekt for hvad det kan betyde for enkelte planter. Det er før set at en enkelt frostnat sent i maj har slået haver tilbage – specielt hvis man har været lidt for hurtig med at få de sarte planter ud på friland, med det håb om tidligere blomstring.
Jeg tager ofte selv chancen og går tidligt i gang og ved at reagerer med fx. fiberdug eller anden tildækning kan planter sagtens reddes selvom der skulle komme lidt frost.

De planter der ikke kan tåle frost er bla:

Planter / Buske / Blomster / Træer

  • Lav plantekrukker! Planlæg og lav et hav af krukker til haven. Krukker er gode da de kan flyttes rundt på.
  • Få ryddet op i staudebed. Klip de gamle stængler og skab lys ned til de nye skud.
  • Del stauder pæon/hosta, vintergækker nu. Grav op, del med en spade og plant igen. Benyt egen kompost til formålet.
  • Maj er rigtig god måned at få nye planter og blomster i jorden – få fjerner det de ting i haven du er ked af og erstat med en ny spændende plante.
  • Er nu et godt tidspunkt at beskære blodribs, japankvæde og forsytia lige efter afblomstring. Buskene bruger den varme sommer til at at danne nye blomster til næste forår.
  • Gød og vand dine bede hvis de viser tegn på mangel – eksempelvis gule blade.
  • Fjern vildskud fra dine roser – de kommer nede fra jorden under rosen. Fjern gamle døde grene og gød roserne godt med en organisk rosengødning.
    Når en sidste nattefrost er ovre kan du klippe dine roser tilbage.
  • Hækken, buksbom kan godt beskæres nu.
  • Frugtbuske som fx. solbær og ribs kan stiklingsformeres nu.
  • Så de etårige sommerblomster ud nu på friland fra frø – fx. morgenfruer, kornblomster. Husk at vande dagligt for at give dem en super start.
  • Brug dit græsafklip som kvælstof gødning mellem dine planter her i deres vækstperiode – holder ukrudt nede og minimerer risikoen for at udtørring af din jord.

Græsplænen

  • Fjern ukrudt du ikke ønsker i plænen. Stik dem op.
  • Giv gerne gødning / kalk til græsplænen – gør det lige inden der kommer en god regnbyge.
  • Klip græsset en gang om ugen – hold klippehøjden til ca. 4cm.
  • Lap huller i plænen – riv op i “hullet” og plan det ud med frisk jord hvis der mangler. Så ny græsfrø og riv det let. Stamp let med foden og vand det forsigtigt men rigeligt over noget tid. Herfra tager frøet selv fat når temperaturen i jorden er korrekt. Stop med at sjatvande med haveslangen da det blot nedsænker temperaturen igen og reelt gør større skade end gavn. Frønene skal nok finde den væske de skal bruge.
  • Har du ikke vertikalskåret din plæne (plæneluftning) i april kan du gøre det i maj og inden jorden bliver for tør. Husk at topdresse bagefter. Dette vil fjerne mos fra plænen og give græsset bedre betingelser. (Bemærk at en plæne ser forfærdelig ud i 14-30 dage efter sådan en omgang, men den kommer meget stærkt igen).
  • Stik kanterne nu mens jorden ikke er for hård. Skab en flot overgang mellem græs og bede.

Drivhuset

  • Er fint tidspunkt at så agurker fra frø og placere i vindueskarmen.
  • Starten af maj er det stadig lidt for tidligt at plante indkøbte agurkeplanter ud – de skal bruge en høj nok jordtemperatur for at gro ordentligt. Når der er over 15 grader om natten inde i drivhuset kan du plante dem ud.
  • Udplant chili, peber og senere i maj kan du udplante tomat, melon og agurk.
  • Nip sideskud på dine tomatplanter.
  • Nip de første 5-7 blomster der kommer på dine chili / peber – sikre stærkere vækst og flere frugter senere.
  • Lad vandkanden forblive i drivhuset fyldt med vand, derved bliver vandet tempereret og perfekt for dine skrøbelige planter når du skal vande næste gang.
  • Sørg for udluftning på varme dage – de små planter tager skade af den stærke sol og varme vi kan have her i maj, så sikre god udluftning. Hold gerne døren åben samtidig med du benytter automatiske vinduesåbenere (de er et must).. Vinduerne er en god indikator for om du skal åbne døren – er de på vid gab åbner du op og hvis vinduerne lukker i lukker du også døren.
  • Planterne har rigtig godt af skiftende vind omkring sig for at gro, men det gør dem også stærkere i stænglen.
  • Plant gerne Tagetes, Honningurt ol. ind i drivhuset for at tiltrække nyttedyr – nyttedyr kan holde skadedyr nede.
  • Læs mere her om vores drivhus i maj.

Køkkenhaven

  • Sørg for at vande køkkenhaven grundigt. Maj er ofte en tør måned så hold din køkkenhave fugtig. Er det for tørt går planterne blot i stå.
  • Opsæt klatrestav til dine ærter og bønner. Sørg for at det passer i højden fra starten af.
  • Sæt stikløg.
  • Forspirret kartofler skal i jorden.
  • Så græskar, bønner, majs, radisser, ærter, squash, fennikel, julesalat, kål, porre, selleri, gulerødder, spinat og dæk evt. til med plastik.
  • Plant kartofler hvis du endnu ikke har gjort. Har du tidligere lagt dem i jorden, så begynd at hyppe dem nu.
  • De fleste krydderurter kan godt plantes ud. Basilikum skal du dog holde inde i vindueskarmen.

Georginer / Dahlia

  • Har du ikke forspirret dine knolde er det nu tid til at få dine knolde i jorden – hold dog lige øje med vejrudsigten og der kommer frost de kommende uge – i det tilfælde så vent.
  • Lav pinde / opbinding tidligt så du ikke senere skader rødder/knolde

Rhododendron

  • Knib eller klip de visne blomster af. Det er en god ide at få dette gjort da det vil give en kraftigere vækst og endnu flere blomster.
  • Sørg for god vanding og gødning

Skadedyr / nyttedyr

  • Bekæmp dræbersnegle nu – de formerer sig hurtigt, så tag dem straks du ser dem.
  • Bekæmp myrer nu i nærheden af beboelse inden de for alvor får gang i deres bo i den kommende varme.
  • Fjern uønsket hvepsebo nu.
  • Check roser, rhododendron ol. for bladlus. Hvis du finder nogen så forsøg først at skylle dem af med vand. Kan du ikke få bugt med dem på den måde, kan du lave en insektsæbe til formålet.
  • Sørg for at have planter der tiltrækker nyttedyr til din have og drivhus. Af nyttedyr kan nævnes: Pindsvin, fugle, svirrefluer, snyltehveps, mariehøns, hvepse, jagtedderkopper, bier, humlebier, regnorme.
    Disse dyr kan tiltrækkes på forskellig vis, men for insekterne gælder det ofte om at have nogen bestemte blomster som tiltrækker dem, bla kan nævnes: Honningurt, anisisop, blåkat, dild, merian, kællingetand, morgenfrue, mynte, oregano, persille, purpursolhat, stolt kavaler, tagetes, timian, orterod.
  • Desuden er det en god ide at lave nogen områder i haven til de andre nyttedyr – eksempelvis lav et hjørne i haven hvor du lader tingene gro vildt og smid gerne nogen store sten og stubbe derind så dyrene kan lave sig nogen gemmesteder.
  • Til fuglene kan der opsættes redekasser og foderpladser (husk blot at give dem mad igennem hele året). Et vandbad er også en rigtig god ide.

Gode videoer om maj i haven

Planteriget: haven i maj

Drivhus i maj

By Claus

Claus er en passioneret havemand, der deler sin viden og erfaringer om havearbejde, dyrepleje og livet på landet gennem sin blog om livet på landet. Han tilbringer det meste af sin fritid i sin frodige have, værkstedet og på gården sammen med sin familie, der tager sig af en dejlig flok dyr, herunder grise, heste, høns, hunde og katte. Følg med og få inspiration fra Claus' oplevelser og hans stræben efter harmoni mellem naturen og dyrene omkring ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.