Hvis du ikke allerede er i gang med at fjerne ukrudtet i din plæne og bede, vil jeg anbefale at du straks kommer i gang. Hvis du dedikere lidt tid til det nu, kan du nyde resten af sæsonen uden alt for meget arbejde. Det vil også lette arbejdet de næste mange sæsoner frem hvis du godt vil have en nogenlunde ukrudtsfri have.
Lige nu vælter alt fra mælkebøtter, bjørneklo, skvalderkål, skrappe, brændenælder mv. op af jorden. Du skal gå efter dem nu mens de er små og endnu ikke spredt deres frø.
Mælkebøtter
Tag fx mælkebøtten ligeså snart du ser de gule blomster. Jeg bruger selv en såkaldt Tomatkniv til at stikke ned i roden så dybt som muligt. Mælkebøtter spreder sig utroligt hurtigt hvis du ikke er over dem – de kan være smukke i sit gule flor, men kort efter man ser de gule blomster, vil de være klar til at sprede deres frø via de dunagtige frøbærere der blot skal bruge en lille brise til at flyve langt væk.
Bedste metode til at forebygge denne ukrudt, er at holde dem nede som beskrevet ovenover, samt holde en sund plæne hvor nye frø aldrig får en chance. (gødning af plæne, vertikalskæring, eftersåning, topdressing).
Sørg for at bortskaffe disse mælkebøtter ordentligt, da de vil ligge og viderudvikke deres frø hvis du blot smider dem i en bunke i haven. Personligt brænder jeg altid mine spandfulde mælkebøtter på min bålplads.
Brændenælder
Brændenælder er også nemmest at få bugt med her i foråret mens de pibler frem – jorden er forholdsvis fugtig og rødderne sidder løs. Brug en spade eller greb og stik ned under nælderne – sørg for at få hele roden med op. Lad den enten tørre ud på overfladen eller brænd den af på et bål.
Bjørneklo
Bjørneklo, skrappe ol. skal du fjerne lidt på samme måde som mælkebøtten. Få fat på en spade og stik dybt ned i roden af planten. Jo dybere du kommer, desto større chance for den ikke kommer op igen. Kommer den alligevel, giver du den blot endnu en tur med spaden.
Skvalderkål
De mere sejlivet ting som skvalderkål og forskellige ukrudtsgræsser er svære at få bugt med pga. deres rødder. Bare 1-2cm af en rodstump kan danne en ny plante og rødderne vokser hurtigt.
Nogen vælger den kemiske vej med round-up eller lign., men med hårdt arbejde igennem nogen år, kan man manuelt godt blive ret fri for dem.
Først grave jorden godt igennem til en 30cm dybde og fjern alle rødder manuelt – op i en trillebør med dem og kør alle læs på bålet. Det vil tage tid, men du kan godt få rigtig meget med op. Kultiver jorden godt så den bliver dejlig løs – fjern løbende alt plantemateriale du finder.
Du kan nu plante stedet til – enten med lave kløver eller noget med længere stilke så du har syn indtil jordbunden. Løbende over sæsonen kigger du et par gange om ugen på jordstykket og går det igennem tæt – fjern alt ukrudt du ser der kommer op og træk hele rodnettet med op på skvalderkål og kvikgræs – det er muligt nu jorden er så løs. Efter et par sæsoner vil du være helt fri for denne ukrudt.
Og nu du har skvalderkål, så få lidt glæde af den også – de nye bladskud smager fantastisk i en salat og er ganske sundt. En virkelig overset spise.