citrontræ

Jeg tog en beslutning i starten af april – Har haft en gnavende stemme i baghovedet i noget tid ”Du har fortjent en pause fra arbejdet Claus – det er alt for lang tid siden du rigtig har slappet af!”.

Og rigtig nok har jeg været på i mange år uden noget decideret ferie – jo en dag her og dag der, men meget langt imellem de rigtige ferier. Som selvstændig kan det være svært at slappe helt af, da alt afhænger af du har kontakt og føling med tingene.

Uanset hvad så tog jeg beslutningen at: Nu skulle det være!

I stedet for at rejse ned til en tropeø og fede den på stranden, så ville jeg hellere bruge min tid i min nye have – der har været så mange ideer igennem efteråret og vinteren jeg ønskede at få ført lidt ud i livet, men virkede altid lidt svært at få prioriteret i forhold til firmaet.

Det kan måske virke som mere arbejde end fri for nogen, men jeg har virkelig nydt det, lært en del og har fået en masse ny energi.

Drivhuset

Jeg startede min ferie med at få gravet et stort hul i haven – jeg havde allerede bestilt og fået leveret et 10,5kvm drivhus samt grus/fliser som blot ventede på at komme ud i haven. Det tog et par dages hårdt arbejde at få gravet alt ud og fyldt op igen med grus og anlagt fliser. Er ikke noget jeg har prøvet før, så var en meget god øvelse i at forstå hvad der skal til for at en stabil overflade i mange år.

Drivhuset i polycarbonat har jeg så efterfølgende fået opsat – tog ca. 2 dage. Det er blevet støbt fast med cement til ca. 1 m dybte på 6 punkter.

Da der var et lille overskud af fliser har jeg forsøgt mig med at opbygge et højbed inde bagerst i drivhuset – det virkede til at fungere rigtig godt og de har fået lov at blive der. Jeg har efterfølgende fyldt det op med noget god ren muld fra haven blandet op med Champost. Regner med at udplante chili og tomat lige efter den kommende nattefrost vi får om et par dage og om en uge+ skal agurkerne også ud på deres faste plads.

Jeg har en god blanding af følgende planter – både selvdyrket fra frø og andre købt i gartneri: 5-6 tomat planter, 4-5 agurk, 15 chili, et par alm peber. De vil blive udplantet både i det store bed og jeg vil bruge en 3-4 plantekasser med selvvandings kasse samt et par krukker.
Planen er også at forsøge at sætte lidt jordbær inde langs kanten i bedet, så jeg måske kan høste lidt tidlige bær i juni.

Er sikker på jeg har alt alt for meget til drivhuset, men hvis jeg kombinerer bed, plantekasser og krukker, regner jeg med at kunne flytte nogen af tingene ud på friland når det bliver nødvendigt.

Update: Jeg har nu lavet et mere dedikeret indlæg omkring anlægning op opbygning af drivhus i haven.

Højbede

Et andet projekt jeg har haft i tankerne var højbede til at dyrke lidt grønsager i. Det meste af min forhave er invaderet af skvadderkål, kvikgræs og andre genstridige planter. Jeg har forsøgt at nakke dem forskellige steder i haven, men kan godt se det bliver en meget lang kamp hvis jeg skal ende ud som vinderen.

KØB HØJBEDE HER

Jeg forsøgte sidste år at lave en lille grønthave i forhaven blandt alt ukrudtet, men det blev noget bøvl og flere af grønsagerne blev kvalt selvom jeg forsøgte at holde det nede.

Derfor prøver vi nu igen, blot i et par nybygget højbede og renere jord. Højbedene er lavet af indkøbte terrasseplanker i lærketræ. Jeg bestilte træet online og fik det leveret til døren i starten af april.
Det tog blot et par timer et lave mål (200*100cm pr bed), save træet i de passende stykker og skrue dem sammen. Jeg gav alt træet en koldpresset linolie behandling og det fik 5 dage til at tørre.
Derefter skulle jeg igen have fat i pæleboret og lave 12 stk huller i ca 90 cm dybde og de 2 højbede kunne elegant nedsænkes og hullerne blev fyldt op igen.

Resterne fra min Champost blanding der var i overskud fra drivhuset er blevet fyldt i disse højbede, blandet op med lidt alm. havekompost og muld der blev gravet op under drivhuset – tror det er en fornuftig og porøs nok blanding til årets grønthøst – vi får at se 🙂
Umiddelbart er planen at udnytte højbedene til at få dyrket de simple ting som: Ærter, løg, porre, gulerødder, radisser mv.

I jorden omkring højbedene vil jeg nok prøve lidt kartofler og lidt majs samt jeg vil sætte en vandmelon op af min sydmur.

Citrontræ

En af mine investeringer faldt på et citrontræ – jeg har altid drømt om at have sådan et og elsker citron til både drikke og i mad (specielt de asiatiske retter). Jeg fandt mit citrontræ i den lokale planteskole og vidste med det samme at NU var timingen rigtig.

citrontræ

Jeg har allerede nappet en 8-10 citroner fra træet – både fordi de var godt modne og klar til at blive nydt, men også i tanke på at som med mange andre planter, gælder det om at give planten en grund til at sætte nye blomster og derved frugter. Bugner den allerede med frugter ser den ingen grund til at lave flere, da dens overlevelse allerede er sikret.

Det sagt, så er der nu masser af citroner tilbage på den – faktisk helt op mod 25 på trods af dens størrelse – og der er både nye grønne citroner på vej og de første blomster har nu efter en lille mdr. nu også åbnet sig.
Det siges at en citron tager op mod 1 år at blive moden, så bliver nød til at holde mig lidt i skindet fremover 🙂
Jeg må sige at jeg er blevet rigtig glad for dette specielle træ – de kræver lidt arbejde at holde den i rigtig temperatur dag/nat, men det er tiden værd.

En af de første citroner jeg høstede, tog jeg de 6-7 frø og smed direkte over i noget så-/prikkeljord. Bakken blev stillet op på min hylde over brændeovnen og jeg glemte lidt om den. Ca. en uge efter kiggede jeg til den og hovsa – et lille kim var på vej op. Jeg gav den straks noget vand og efter et par dage var der 5 af frøene der havde spirret.

citrus spir



De har nu fået en plads i vindueskarmen og jeg vil naturligvis prøve at dyrke disse op til træer der evt. kan give frugt (der er aldrig garanteret at selvdyrket citron planter med tiden vil sætte blomster og man skal forvente fra 5-7 år før man ser de første blomster). Så det er et af de længere projekter, men dem skal der helt sikkert også være plads til.

Græsplænen

I starten af april fik jeg fingerne i en vertikalskærer til plænen – min plæne er ret forpint og har brug for en masse kærlighed for at komme på højkant igen.
Lidt for ivrig og for tidligt gik jeg ud og vertikalskar baghaven på kryds og tværs – den var virkelig effektiv og hev rigtig meget filt materiale op der i mange år har kvalt plænen. Det har dog givet en del store bare pletter der hvor mosset fx havde taget over.
Jeg eftersåede naturligvis og har givet et tyndt lag sand – dog var det lige en mdr. for tidligt at lave denne operation da plænetemperaturen ikke har været høj nok til at plænen hurtigt har kunne reparere sig selv.

Tror dog ikke det er nogen større katastrofe, men vil blot have en lidt grim plæne i lidt tid.
Resten af min græsplæne har jeg tænkt mig at klippe godt tæt her i maj og efterfølgende får det en tur med vertikalskæren og eftersåning samt en topdressing.

En af mine udfordringer med plænen udover mange mosegris/muldvarpe huller er at min hund har en tendens til at tisse de samme steder – det er græsset slet ikke glad for og det dør. Jeg har ikke lige fundet en god løsning på dette endnu.

Afbrænding af efterårets grene

Alle de grene fra efteråret jeg af forskellige årsager ikke har lavet til flis er for et par dage siden blevet brændt af – det var dejligt at komme af med dem og give lidt plads i baghaven. Og hvem elsker ikke et godt bål?
Bålet giver samtidig en god måde at bortskaffe ting man ikke ønsker der skal sprede sig i haven – fx har jeg været ude og nappe alle mælkebøtter jeg havde i haven og de er straks blevet brændt så de ikke bare ligger et sted og fortsat udvikler deres frø.
Det kunne også være svampeangrebne træer og planter eller hvis du har enkelte planter der er invaderet med skadedyr (spinnemider mv).

Et par frugtbuske + vin

Jeg fik fat i et par hindbær buske, en solbær og en vin til et god pris – jeg har sat dem alle op af min sydvendte mur og ser frem til hvad de vil give de kommende år.

Kommende projekter

Udover at følge haven og nye den, har jeg planer om at få bygget mig en ordentlig kompostbeholder – med 2 eller 3 rum. Den vil også blive bygget af lærketræ.

Jeg skal også have rettet mine bede af omkring drivhuset og straks få plantet en række brugbare blomster der tiltrækker nyttedyr som forhåbentlig vil hjælpe mig med at holde drivhuset fri for de satans skadedyr. Jeg burde dog have været i gang med disse blomster tidligere, men pga. byggerod har jeg måtte skubbe det lidt.

En anden lille drøm er at opbygge en udendørs ovn til min terrasse hvor jeg bla kan bage brød, pizza mv. Syntes ikke specielt om de modeller man kan købe til overpris, så vil læse mig lidt frem til at få bygget min egen præcis som jeg godt vil have den.

By Claus

Claus er en passioneret havemand, der deler sin viden og erfaringer om havearbejde, dyrepleje og livet på landet gennem sin blog om livet på landet. Han tilbringer det meste af sin fritid i sin frodige have, værkstedet og på gården sammen med sin familie, der tager sig af en dejlig flok dyr, herunder grise, heste, høns, hunde og katte. Følg med og få inspiration fra Claus' oplevelser og hans stræben efter harmoni mellem naturen og dyrene omkring ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.