Ligesom tomater smager hjemmedyrkede agurker bedst, og du kan selv så dem fra frø eller købe planterne i et havecenter eller planteskole – Agurk i drivhus er vejen. Hvis du selv sår dine agurker, skal du gøre det i april, så de er klar til udplantning i drivhuset en måneds tid senere. I begyndelsen skal agurkerne stå indendørs et varmt sted. Når du planter dem ud, skal du være sikker på, at det er slut med nattefrost, for det kan planterne ikke tåle. Sæt et termometer op i drivhuset, så du se, hvornår det er tid til udplantning.
Det er en smagssag, om du vil bruge jorden i drivhuset eller plante agurkerne i plantesække.
Placer agurkerne i den sydvendte del af drivhuset, så planterne får så meget sol og varme som muligt – de må meget gerne skygge lidt for dine tomat der skal have knap så meget sol. Agurkeplanter er høje, slanke planter, der risikerer at bukke under for agurkernes vægt, så det er en god idé at bruge opbindingspinde eller bambus. Agurker er tørstige, så du skal huske at vande dem hver dag, medmindre du bruger et vandingsanlæg eller kapillærkasser. Du skal også gøde jævnligt, så agurkeplanten får næring til at vokse og sætte så mange agurker som muligt. Brug almindelig drivhusgødning, som du kan købe i alle havecentre og planteskoler.
Opsamler du regnvand fra dit tag til en regnvandsbeholder eller overvejer du det, kan du benytte vores drivhus beregner til regnvand.
Agurker i drivhus vokser hurtigt og i rigt mål, så hvis du ikke vil have et drivhus fyldt udelukkende med agurker, skal du beskære planternes sideskud, der kan blive meterlange. Følg hovedstammen på agurkeplanten. I hvert bladhjørne kommer der sideskud og et antal blomster. Hvis du ikke får reduceret antallet af sideskud og blomster, kan agurkeplanten komme i næringsunderskud. Det får den til at lade nogle af de små nye agurker visne, og det er jo ikke formålet. Du kan vælge at lade nogle af sideskuddene udvikle sig, men så skal du stadig huske at fjerne nogle af blomsterne på hovedstammen, så de ikke tager næring fra sideskuddene. Blomster og sideskud knibes af med to fingre på samme måde, som du kniber tomatplanternes sideskud af. Traditionelt knibes sideskuddene af lige efter andet blad med nye antag til agurker. På sideskuddene knibes af efter første blad. På den måde får du en ensartet og jævn produktion af agurker sommeren igennem.
For nogle år siden var der to problemer med at dyrke agurker i eget drivhus. For det første kunne agurkerne blive bitre, og for det andet kunne der udvikles frø i frugterne. I dag er der sorter, som er rent hunlige. Uden hanblomster er der ingen bestøvning og altså heller ingen frø. Gennem forædling er bitterheden desuden fjernet fra planten.
Når du nu har høstet dine agurker kan de spises direkte fra planten eller du kan overveje at lave agurker til syltet agurkesalat.